De sidste dage og hjemrejsen

Lørdag formiddag var vi alle 5 oppe i skytower og spise frokost, det var så flot at sidde og spise mens man drejede rundt og kunne se ud over hele Auckland og omegen, nord, syd, øst og vest. Jeg fik lov til at holde afskedsmiddag for alle pigerne hjemme hos mig lørdag aften. Mette og Kenneth lavede 3-retters menu til os, og købte vin til mig osv. Det var bare SÅ sødt af dem! Vi havde en dejlig aften, og kl ca 1 kørte Kenneth os ind til byen. Vi dansede og havde det sjovt hele natten, og jeg tror jeg var hjemme omkring kl 6.
Næste dag blev jeg vækket af Caroline kl. 10, fordi vi skulle op på skolen og holde Julies fødselsdag for hendes klasse. Heldigvis varer det kun to timer, men nej hvor var jeg kvæstet. Det var alligevel meget sjovt at være med til, og det gik rigtig godt og Julie var glad.
Den sidste uge blev lidt mærkelig, for nu begyndte alt hvad jeg lavede ligesom at være "sidste gang". Sidste mandag, sidste svømning, sidste gang i Takapuna osv osv. Om tirsdagen tog Kenneth mig og pigerne med på museet i Auckland. Det var vildt godt, og meget spændende. Bagefter mødtes vi med Mette og gik ud og spiste på en indisk restaurant.

Så begyndte jeg så småt at pakke, og hjemrejsen kom bare tættere og tættere på!
Om fredagen var det Julies fødselsdag. Vi stod tidligt op og sang for hende og hun åbnede gaver. Da jeg havde afleveret pigerne i skolen var jeg ret så trist. Det var sidste gang jeg skulle aflevere dem, og det var altid mit yndlings tidspunkt på dagen. Om aftenen hyggede vi og spiste god mad. Jeg puttede pigerne, for lige at have lidt ekstra kvalitetstid med dem. Bagefter sad Mette, Kenneth og jeg i sofaen og hyggede med slik og chips og snakkede.
Lørdag gik med at pakke det sidste, sige farvel til Miriam, og holde lidt fødselsdag for Julie med Thomas og Dorthe og Anders + Tobias.
De tog hjem, vi spiste aftensmad og udvækslede gaver -og så var det tid til at køre til lufthavnen!
Det var et helvede at sige farvel -især til Caroline! Hun græd, og jeg græd og det var bare lort!
Anyway, jeg kom med flyveren. Pga askeskyen fløj vi ret lavt og der var bare rigtig meget turbulens. Da vi fløj fra Hong Kong gik der ild i den ene motor, så vi måtte vende om og skifte fly. Dette resulterede i forsinkelse, så jeg blev hentet med udrykning på landingsbanen i London og fragtet direkte til mit fly videre til københavn. Jeg ankom trygt og sikkert til københavn, gik lige igennem tolden, fik min bagage og kom ud. Men der var ingen mor at se. Hun sad nemlig i kø på motorvejen -flashback fra da jeg ankom til Auckland 5 måneder tidligere ;)

Goodbye-middag i Aucks

Hæj hæj...

Fredag aften stod på farvel-middag for Nils og Hannah (mine venner fra ferien). Deres tid i NZ var nu slut, og de skulle videre til Fiji og USA. Jeg mødtes med dem på deres hostel inde i byen hvor vi lige sad og fik en øl. Bagefter tog vi på Angus Steak House og spiste middag. Vi var os tre og tre andre englændere som Nils og Hannah havde mødt på deres tur. Vi spiste kæmpestore bøffer, mmmh, og drak nogle øl. Efter at have proppet os med kød, gik vi videre på bar. Det endte (selvfølgelig) med at vi blev fulde allesammen. Kl kvart i 3 gik jeg, for jeg skulle med natbussen hjem. Efter at have stået og ventet på bussen i tre kvarter, i freeeezzing stormvejr, går det op for mig at kl er 4.30, og ikke 3.30. FLOT. Så bussen var long gone. Nu begyndte jeg så ellers at preje taxaer. Normalt koster det ca 50$ at komme hjem fra byen, men så mange penge havde jeg altså ikk. Jeg stoppede måske 10 taxaer og til sidst fandt jeg endelig en der ville køre mig hjem for 30. Yay! Hurra for at man kan forhandle om taxapriserne hernede, det kunne DK godt lære noget af.
Næste morgen/dag vågnede jeg til et tomt hus med gruuumme tømmermænd. Familien var taget over til Thomas og Dorthe for at hjælpe dem med at flytte. Jeg tænkte at det var en god mulighed for bare at ligge og flade ud til film og pleje mine tømmemænd. Men der gik ikke længe, og så gik alt strømmen ellers. Nøj hvor er det kedeligt at have tømmermænd uden strøm i huset. Jeg så ingen anden udvej end at sove..
Søndag brugte jeg på at rydde lidt op og gå en dejlig lang tur. Om eftermiddagen gik Mette og jeg med pigerne på legepladsen og hyggede. Mette og Kenneth ville gerne ud og spise om aftenen, så jeg blev hjemme og passede pigerne og lagde dem i seng.
Mandag var helligdag pga. Queen's birthday (en anden ting vi burde indføre i DK). Vi kørte alle 5 til Muriwai og gik en tur og legede på legeplads. Vi havde pakket madkassen og spiste frokost i det fri. Meget hyggeligt. Da vi kom hjem tog jeg til Takapuna for at drikke kaffe med Miriam. Nu er det så onsdag, og ugen er næsten gået inden jeg har nået at se mig om.

Nu er der kun 18 dage til jeg kommer hjem.. Det er helt vildt så hurtigt tiden går. Føler mig som en på 80 der sidder og siger "hvor blev tiden af, jeg husker det som var det igår" :)

Nyd det dejlige vejr derhjemme -vi ses snart

På røven i New Zealand

Hej igen igen igen...

Det er igen et sykke tid siden jeg sidst har skrevet på bloggen -det er for dårligt!
Anyway, hvad er der sket siden sidst? Hmmm...

Det går godt her hjemme, både med arbejdet og familien. Pigerne har det godt, og er stadig super søde. Julie er dog i en periode hvor hun ikke er fan af at høre efter og hvor skole ikke er noget man gider, så morgenerne kan være liiidt belastende. Mette og Kenneth har fundet en ny au pair, hvilket er dejligt for dem, men svært for mig. Jeg kan ikke rigtig klare tanken om at der kommer en og erstatter mig og bliver pigernes nye bedste ven. Jeg ved godt det er forkert, men sådan har alle au pairs det altså. Det minder mig også samtidig om at jeg snart skal sige farvel til familien, og det bliver ikke nemt!

Jeg babysittede for tre lørdage siden, fordi Mette og Kenneth skulle til et farvel-party hos en af Mettes studievenner. De kom hjem omkring kl 11.30 pm, og Mette tilbød at køre mig ind til byen så jeg kunne mødes med alle pigerne som havde været til fødselsdag hos Line og var på vej i byen. Det var virkelig sødt af Mette at køre mig derind, og på vejen sagde hun et par gange, for sjov, at jeg ikke skulle ringe efter hende kl 5 om natten og regne med at blive hentet (; Vi sagde farvel, og jeg tog i byen. Det viser sig så at de stort set allesammen var blevet mega stive og havde brækket sig i taxaen, så de eneste der tog i byen var Anna og to tyske drenge. Jeg mødtes med dem, og Anna og jeg blev hurtigt enige om at flygte fra drengene, for de var virkelig belastende. Vi tog på lidt forskellige barer og drak nogle øl, men kl halv 3 ville Anna gerne hjem, så vi gik hen mod natbussen. Vi skulle ikke med den samme bus, men de gik fra det samme bus stoppested. Min bus skulle komme kl 3, og Annas 3.15, men min bus kom ikke først, og Anna gad ikke ha mig sovende, så hun tog bussen da den kom og jeg sad tilbage alene på bænken og krydsede fingre for at min bus overhovedet ville komme. Jeg ventede ca en time og endelig kom den. Bussen var propfyldt, så jeg sad klemt mellem to indere der ikke kunne smaske mere på deres tyggegummi! Nej hvor ville jeg bare gerne hurtigt hjem. Bussen stopper ikke helt ved vores hus, så man skal gå ca 2 km for at komme hjem. Det går meget stejlt ned ad bakke, og jeg gik stærkt -i høje hæle. Pludselig snubler jeg over ingenting, vrikker om på foden, prøver at genfinde balancen i farten med den anden fod, vrikker om på den også og laver rullefald midt ud på vejen! Der lå jeg så, ligeså lang som jeg er. "Oh my god" tænkte jeg. Jeg satte mig op og prøvede at lade være med at tude, ikke fordi det gjorde vildt ondt på det tidspunkt, men jeg magtede bare ikke mere nu! Jeg ville bare gerne hjem, men da jeg prøvede at rejse mig op og gå videre fandt jeg hurtigt ud af at det ikke kunne lade sig gøre. Begge fødder gjorde SÅ ondt nu, og jeg kunne på ingen måde gå resten af vejen hjem. Kl var nu 4.30, og jeg måtte ringe til Mette. Hun kom med det samme (jeg var 150 m fra huset), og hjalp mig ind i bilen. Vi kunne ikke lade være med at grine af det, men i det mindste var kl. ikke 5 ;) Vi kørte hjem, og jeg kæmpede mig ind og ned på værelset. Vi blev enige om at det ikke gav nogen mening at tage på skadestuen nu, så jeg lagde mig til at sove. Næste dag var det kun værre med fødderne, så off we went til skadestuen. Efter at vente i 4 timer blev jeg udstyret med et par krykker, som jeg ikke kunne bruge til noget som helst eftersom jeg ikke kunne støtte på hverken den ene eller den anden fod! De næste dage var jeg handicappet og pigerne passede mere mig end jeg passede dem. De legede læger og var rigtig søde!

Efterfølgende går det bedre med fødderne, og jeg har smidt krykkerne. De er stadig ømme, men det går. Siden det har jeg sagt farvel til Anna som er taget tilbage til DK, og holdt pyjamas-party for en flok piger i weekenden da familien var i Raglan med camperen (jeg var ikke inviteret) (;
Nu gider jeg ikke lige skrive mere i denne omgang, der må blive uddybet mere i det næste indlæg (:

Hav det dejligt, og husk at start nedtællingen til jeg kommer hjem :D <3

Så skal jeg da lige love for at det er blevet hverdag igen !

Ferien er definitely slut, og hverdagen igang igen. Mandag morgen var hård, da jeg jo ikke havde sovet natten til søndag og var rimelig meget i underskud. Jeg brugte det meste af dagen på en dejlig middagslur. Jeg kom hurtigt ind i rytmen igen, og dagene gik fint som de plejer. Torsdag var jeg ude og spise på den lokale sammen med Anna. Det var hyggeligt lige at få catchet op på hinandens liv igen.
Fredag havde vi alle 5 fri, for vi skulle til Mettes graduation. Mette kørte i forvejen op på universitetet inde i byen, og Kenneth, pigerne og jeg fulgte efter for at se dem allesammen gå op ad Queen St med deres kapper på og hatte i hånden. Senere skulle vi så ind og se dem allesammen få deres diplom og hat på. Der var alt for mange graduates, så det tog flere timer. Mette var en af de sidste, og hun blev kaldt særligt op fordi hun havde graduated sin MIB med first class honours -vildt godt gået af hende!
Om aftenen tog jeg ud med Anna for at drikke nogle drinks, det var meget hyggeligt, men jeg var rimelig træt ovenpå en lang dag og hård uge.
Lørdag tog jeg ind til byen igen, men denne gang sammen med Miriam. Vi skulle til Comedy Festival, og se et show. Det var et komedie skuespil og det var rigtig sjovt, men nej hvor var det underligt! De er altså bare lidt bagud med alting hernede. Bagefter tog vi på Casino og drak drinks. Vi spillede dog ikke, men det er gratis at komme ind og kæmpe stort. Plus at man hver lørdag kan være med i lodtrækningen om 10.000$ -vi vandt desværre ikke.
Om søndagen sov jeg længe, og stod op til nybagte boller, mmmmh. Vi besluttede os for alle 5 at pakke en picnic-kurv og køre ned på stranden. Efter vi havde spist og leget Tag (fangeleg) gik vi ad stranden til Takapuna. Det er en lidt lang tur, men den er mega fed fordi man næsten hele vejen går ovenpå lava-sten. Derfor kalder vi den "vulkan-turen". I Takapuna spiste vi en is, med DANSKE vafler (; Og gik tilbage til Milford Beach igen.
Mandag morgen igen var som mandage nu er. Om eftermiddagen efter jeg havde hentet pigerne droppede jeg dem af på Kenneths arbejde for at tage ind til byen for at mødes med Rylan og Sarah, som skulle flyve hjem tirsdag. Vi spiste noget mad og gik ud og drak nogle øl. Jeg skulle med den sidste bus hjem, og så var det tid til at sige farvel. Det var meget trist og vi fik os en god gruppekrammer. Øv hvor jeg hader at sige farvel! Busturen hjem gik med at holde tårerne tilbage (;
 Tirsdag mødtes jeg med en tysk pige som jeg mødte på sydøen. Hun er lige startet med at være au pair og bor tæt på mig. Jeg havde lovet hende at vise hende lidt rundt. Jeg er altså bare ikke særlig god til de tysker-piger der. Jeg magter ikke at se hende igen, så måske kommer jeg lidt til at glemme at svare på hendes beskeder. Hun har også nogle andre venner hun kan lege med, så hun klarer sig. Hun er fin nok, men det er bare så anstrengende at snakke med hende når hun hverken kan tale ordentligt engelsk eller forstå det.
Idag er det torsdag = cleaning dag, ooooh god (; Jeg skal bage banankage senere, så det ser jeg da frem til (: Og så er det jo næsten weekend !

Håber i nyder foråret og at i alle har det godt. <3

Ferie: Wanaka-Queenstown, Queenstown-Auckland

Da vi kørte ind i Queenstown var vi allesammen helt oppe og køre. Man føler sig bare godt tilpas ligeså snart man rammer byen. Paul, Ronnie, Tessa og jeg tjekkede ind på Base hostel, de andre havde booket sig ind på Nomads hostel. Om aftenen spiste vi lidt mad og gik ud for at drikke nogle øl. Tiden fløj afsted og Sarah og jeg endte med at være last ones standing og kom jeg hjem til mit hostel alt for sent. Dagen efter hang vi bare ud og gik en tur rundt i byen. Vi købte os et shotglas hver, for nu var det tid til den længe ventede POWERHOUR! Juhuuu.. Powerhour er en drukleg hvor man drikker et 4cl shot øl hver minut i en time. Vi havde snakket om powerhour lige siden Nelson, så vi var herre klar. Vi købte en heeeel masse øl og mødtes på Nomads hostel. Vi endte med at være ca 20 mennesker omkring bordet, fordi alle mulige random ville være med. Det var good fun. Vi gik igang, og jeg sværger på at minutterne blev kortere og kortere (sådan føltes det ihvertfald). Jeg har aldrig bøvset så meget før, omg. Efter powerhour var vi godt stive allesammen og vi gik videre ud i byen for at feste. Det var en genial aften og vi dansede og drak hele natten... Og morgenen (;
Jeg havde snakket om at jeg gerne ville bungy jumpe hele ferien, og jeg fik endelig overtalt Paul til at gøre det sammen med mig. Vi var måske ikke så smarte at booke det dagen eftet powerhour, men hvad fanden. Vi blev hentet af en bus kl 13.30, rimelig hung over, og kørt til THE NEVIS BUNGY. The Nevis er det højeste jump i NZ, og det andet højeste i verden -134 meter. Det er et highwire bungy, hvilket vil sige at platformen du jumper fra hænger over en canyon mellem to wires. Bare det at tage den lille gondol-ting ud til platformen fraked me out. Jeg havde det egentlig fint nok med at skulle gøre det, jeg var bare spændt. Men... Så var Paul den første til at springe og han kunne ikke første gang, så vi talte "3,2,1 bungy" igen, og så hoppede han. I det Paul hoppede var det som om jeg fik et slap i face, og det gik pludselig op for mig hvad det var jeg skulle til at gøre. Jeg var så bange og jeg var lige på nippet til ikke at gøre det. Den hardcore bungy-dame var ret god til at sige "nu gør du sådan og sådan og så hopper du og du vil elske det". Jeg fik bungy'en spændt på mine ben, og gik ud til kanten. Jeg husker at jeg står og kigger ned og så... 3, 2, 1 BUNGYYY!!! Jeg hoppede (det var ikke så meget et hop, for jeg kunne slet ikke styre mine ben -mere et drop) og fra jeg slap platformen var det AMAZING! Det var så vildt, og jeg elskede det. Da jeg kom op igen var jeg så høj af adrenalin. Tårer kom ned af kinderne, og jeg rystede over det hele. Fedt fedt fedt!
Da vi kom tilbage til Queenstown mente Paul og jeg at vi havde fortjent en Furg Burger. Furg Burger er de bedste burgere i hele verden! De er nærmest grund nok til at besøge Queenstown. Om aftenen hang jeg ud med Sarah, Rylan, Nils og Hanna på Nomads og så lidt bryllup. Da jeg gik hjem til mit hostel stødte jeg ind i nogle danskere, de første danskere jeg havde mødt på hele min ferie. Jeg var mega spastisk til at snakke dansk lige pludselig, men det var meget sjovt. Det endte med at jeg blev fuld, og kom alt for sent hjem -igen.
Dagen efter skulle jeg på heldags-tur til Milford Sound. Afgang 8:15am og tilbage 9pm. Turen kostede 150$, men det er noget man skal se, så jeg havde booket ind. Jeg vågnede 8.20!!! I det jeg springer op af sengen ringer telefonen på værelset. Det er receptionisten der siger at jeg er in trouble og jeg har 1 min til at være nede fordi buschaufføren venter på mig! Jeg tog min taske, tog en trøje på, smed min BH i tasken og tog skoene i hånden og løb ned. Jeg nåede hverken at tisse, børste tænder eller kigge i et spejl. Jeg var upopulær. Jeg reddede den lidt ved at være buschaufførens ryge-buddy og joke lidt med ham, så jeg endte alligevel med at være hans yndlingspassager (; Busturen tog ca 4 ½ time, med nogle fotostops på vejen. Turen derud var sååå smuk. Landskabet på sydøen overrasker gang efter gang, og det skal bare opleves! Da vi kom til Milford Sound hoppede vi på en færge og sejlede rundt i fjorden i 2 timer. Det var rigtig flot, og vi så sæler og en delfin. Busturen hjem gik med at sove for mit vedkommende.
Da jeg kom tilbage til mit hostel hoppede jeg i bad og mødtes med Paul, Ronnie og Tessa på en bar. Vi fandt nogle andre at sidde med og vi hyggede og drak øl. De andre var lidt trætte så de tog hjem, og jeg blev sammen med dem vi havde siddet sammen med. Jeg endte med at hænge ud med en fyr resten af natten. Tiden gik og så var det morgen. Jeg skulle afsted til lufthavnen kl 9.30, så søvn blev der ikke noget af. Jeg sagde farvel til alle de andre (på gensyn faktisk, for de kommer til Auckland inden de flyver hjem), og fløj hjem til Auckland.
Da jeg kom hjem kom der to søde piger løbende hen til mig og råbte "Mimiiiiii", kæmpe krammer (: Det varmede mit hjerte at blive modtaget sådan af Julie og Caroline. Det er fedt at vide at de har savnet mig, og det var rigtig godt at se dem igen.
Nu er jeg så tilbage til hverdagen, og begynder at glæde mig til at komme hjem til DK igen.

Knus

Ferie: Nelson-Greymouth, Greymouth-Franz Joseph, Franz Joseph-Wanaka

Dette var første gang jeg rejste med Magic Bus, og det var rigtig godt. Bussen var ikke fyldt op, så der var masser plads i den. Bus chaufføren fungerer samtidig som en guide i og med at han fortæller om landskabet og om Maorierne mens han kører os fra A til B. Udover de normale tisse/spise-stop, stopper han også steder hvor man kan tage nogle billeder og se noget flot natur. Det er rigtig fedt fordi man ikke ville vide at disse steder fandtes hvis man bare kørte i bil.

I Greymouth tjekkede vi alle 5 ind på samme værelse, og gik ned og handlede lidt. Greymouth er et meget flot sted da det er omgivet at bjerge, men nej hvor er det bare en grim by! Der bor ca. 10.000 i Greymouth distriktet, og dette er den største by, eller område, på sydøens westcoast.
Vi havde booket os ind på en tur hvor man fik en rundvisning på Monteiths brewery. Man betalte 15$ og dette inkluderede taxa fra vores hostel (selvom det ville tage 5 min at gå), rundvisning på bryggeriet, beer-tasting, og middag på et hotel samt en kande øl der. Rundvisningen var riiimelig kedelig, men øllet var godt (:

Dagen efter tog vi alle videre til Franz Joseph, som er en lille bitte flække. Her bor ca. 300 mennesker i højsæsonen! Vi tjekkede ind på et hostel og gik direkte op til info-boden, for vi skulle nemlig op og gå på Franz Joseph Glacier. Vi fik en masse gear og regntøj (det regner ca. 200 dage om året). Franz Joseph Glacier er en varm glacier, der "bor" i plusgrader. Den rykker sig hver dag, og ændrer sig hele tiden. Vi gik først en lille time for at komme derop, i regnvejr selvfølgelig. Da vi nærmede os satte vi pigge på vores sko og gik op. Det var meget sjovt at prøve, og isen var helt blå fordi det havde regnet så meget. That being said var det altså heller ikke federe. Vi skulle hele tiden stå og vente på de andre, og det blev hurtigt ret kedeligt. Jeg er glad for jeg gjorde det, men synes 100$ var lige i overkanten. Den næste dag fik vi tre nye room mates på vores hostel. Paul er irlænder og 28 år, Ronnie er hollænder og ca. 26 år, Tessa er skotte, bor i Perth WA og er ca. 28 år -de rejste alle tre sammen i bil. Vi rejste sammen med dem resten af tiden, og vi skulle snart finde ud af hvor nice en ferie vi alle 8 skulle få sammen. Om dagen tog vi hen til nogle store hot pools, som var opvarmede pools med glacier-water. Det var lækkert, men jeg er overbevist om at de er skyld i at jeg nu blev syg. Dagen efter slappede Nils, Hannah og jeg bare af og så nogle film og sådan lidt. De 5 andre kørte videre til Wanaka hvor vi ville møde dem næste dag. Jeg prøvede at bekæmpe min influenza, men den kom alligevel. Næste dag var det videre med bussen til Wanaka. Det er den længste bustur de har -der er et godt stykke fra Franz til Wanaka. Det var ikke en sjov tur når man var syg og havde feber. Da vi kom til Wanaka, som er lidt en mini-udgave af Queenstown, spiste vi noget mad og så gik jeg i seng og sov 12 timer. Så var jeg rask (: Der var ikke rigtig noget at lave i Wanaka, så dagene gik egentlig bare med gåture, kortspil, god mad og øl. Det var hyggeligt! Wanaka er meget "in" i vintersæsonen fordi mange kommer dertil for at stå på ski og arbejde, men det er ikke helt vinter endnu, så der var rimelig dødt i byen.
Vi besluttede os for at klemme os ind i de to biler da vi skulle til Queenstown, da det kun er en times kørsel. På vejen stoppede vi for at spille minigolf. Det var meget hyggeligt, og Rylan og jeg delte førstepladsen. Vi kørte videre til en vingård hvor vi smagte på lidt vin og gik en tur på vinmarkerne. Det var meget cool -gratis vin! (;
Når man kører fra Franz Joseph til Queenstown ændrer landskabet sig helt vildt. I Franz regner det rigtig meget og der er meget regnskov, men mod Wanaka og Queenstown er der helt tørt, og det ligner nærmest WA. Busmanden fortalte at det er fordi de fleste skyer der kommer ind over vestkysten kommer fra Australien. På deres vej samler de en masse vand op. Når de så rammer vestkystens bjerge er de for tunge til at komme over, derfor smider de al regnen bla. i Franz Joseph, og flyver videre over bjergene som små vattotter.

Ferie: Auckland-Wellington, Wellington-Picton-Nelson

Min ferie startede lørdag d. 16. april. Kenneth kørte mig ind til Auckland city, hvor jeg tog en bus til lufthavnen. Herfra fløj jeg så til Wellington hvor Steph (pigen fra Canyon-turen) og hendes kusine ventede på mig. Vi kørte ind til Hotel Amore i midten af byen, hvor Steph havde lejet et hotelværelse til os. Her sad vi lidt og drak champagne og sludrede. Så kom nogle af hendes venner og vi gik ud for at spise. Vi spiste på en lækker restaurant og begav os derefter ud i Wellingtons natteliv. Næste morgen tog vi ned og spiste morgenmad på en café nede på havnen, og derefter stod den på sightseeing. Stephs kusine tog hjem om eftermiddagen, og Steph og jeg tog ud og spise på en Tyrkisk BYO-restaurant (BYO= Bring Your Own, og betyder at man må medbringe sin egen vin, øl osv. hvilket er meget populært i Wellington åbenbart. Skide smart!) Bagefter gik vi tilbage på hotellet og drak et par øl i baren. Det eneste jeg selv betalte for i Wellington var middag første aften, alt andet betalte Steph. Jeg prøvede at give hende penge, men hun nægtede og insisterede. Hun er skide sød, og vi havde det rigtig sjovt sammen. Hun mindede mig lidt om Janessa fra USA, mig og Steph havde bare meget mere til fælles og klikkede bedre.
Mandag morgen skulle Steph på arbejde og jeg med færgen videre til Picton, så nu var det farvel-tid -sørgeligt.
Jeg havde købt min færgebillet i forvejen til 70 $, bum. Fint nok når turen nu skulle være så smuk og bla bla. MEN vejret var storm og regn, hvilket resulterede i at 80 % af alle på færgen sad med snuden i en brækpose helt til vi kom til fjorden i Picton. Dette inkluderer også mig! Fjord-turen er så det flotte ved sejlturen, men eftersom vejret var skod, var der intet at se. Turen var altså 2 ½ time med bræk, og en halv time med kedsomhed. Det er de værste 70 $ jeg nogensinde har brugt!!! Anyway... Jeg ankom til Picton og hoppede direkte på en bus der kørte mig til Nelson. Jeg var lost, så jeg endte med at trave rundt i Nelson i halvanden time før jeg fandt mit hostel, Paradiso. Jeg lavede noget mad og gik tidligt i seng da jeg skulle tidligt op næste dag fordi det var SKYDIVING-tid. Jeg blev hentet i en mini-bus kl 800 og kørt mod Abel Tasman. Skydivet var så fedt, og det er absolut ikke sidste gang jeg gør det! Følelsen af at hoppe ud af et fly og falde 16500 ft er ubeskrivelig, så jeg vil ikke engang prøve på det...
Da jeg kom tilbage til Paradiso syntes jeg det var lidt trist at jeg var alene afsted så jeg ikke kunne dele mit skydive med nogen, men så, mens jeg sad og spiste yoghurt, faldt jeg i snak med to amerikanere, Rylan og Sarah. Vi snakkede lidt om yoghurt osv, og de spurgte hvad jeg havde lavet idag og jeg sagde at jeg havde skydivet. De blev helt vilde og sagde: "hvordan kan du være så rolig nu så!? Vi var i chok flere dage efter!" Det var good fun, og de begyndte at kalde mig The Tough Dane. Rylan og Sarah havde mødt Hanna og Nils i Abel Tasman, som er et tysk par fra Sylt. Dem blev jeg også introduceret for.
Dagen efter tog jeg ud til Abel Tasman National Park for at hike. Jeg ville gerne gøre det alene, så det passede helt fint. Jeg blev hentet i en bus, kørt derud og læsset på en taxi-båd. Den sejlede mig så ud til en bay i parken, og så kunne man gå tilbage til bussen derfra. Gåturen tog ca. 4 timer og var helt fantastisk! Der er så smukt så smukt og man har den bedste udsigt mens man går oppe på bjergene.
Da jeg kom tilbage til Paradiso havde Sarah og Nils lavet mad til Rylan, Hannah og jeg. Nils er rigtig god til at lave mad, så det var bare lækkert!
Dagen efter var det tid til at tage videre til Greymouth. Nils, Hannah og jeg hoppede på Magic Bus, og Sarah og Rylan kørte dertil i deres lejede bil.

Sarah er 23 og bor i Maine i USA. Rylan er 29 og er Sarahs storebror. Han studerer filmmaking i Maine.
Nils er 35, bor på Sylt og er selvstændig fotograf. Han arbejder for Magic Bus og Nomads Hostels. Ham og Hannah (28) er kærester, og rejser rundt med Magic Bus mens Nils tager nogle billeder for dem osv.